Hovedet på bloggen

Åh hvilken dejlig weekend. Mit 13-årige barnebarn var på besøg, og denne pige er altid dejlig at være sammen med. Hun mestrer kunsten at konversere, og hun synes, det er interessant at høre om mormors fortid som Beatles-fan, der ikke turde pjække fra skole den junidag i 1964, hvor idolerne kom til København men til gengæld var på plads foran SAS-hotellet om eftermiddagen. Uden at se så meget som en berømt hårtop.

Hun vil også gerne høre om familien og vores fælles fortid, og det var en enestående mulighed at åbne for fjernsynet og lade de sidste 40 år smelte sammen med vores families liv. For eksempel at hendes mor var en lille trold i ble, der kravlede rundt på gulvet, da statsminister Jens Otto Krag proklamerede, at kongen var død og længe leve dronningen.

Sent søndag eftermiddag fulgte jeg hende til toget, så hun kunne komme hjem i ordentlig tid og være klar til en ny uge, og jeg gjorde klar til lidt mere royal røgelse fra sofapladsen.

På et tidspunkt havde Jes Dorph og Natasja Crone en kollega i det lille pavillon-studie i udkanten af Amalienborg Slotsplads. Det drejede sig om pakistanske Rushy Rashid, der skam både har dansk statsborgerskab og honette ambitioner. I 2007 blev hun vraget som socialdemokratisk folketingskandidat.

At Rashid, der giftede sig med en dansker, der ikke hurtigt nok kunne få klippet sin forhud af og kalde sig muslim, var budt indenfor for at tale om dronningens nok mest huskede og omtalte nytårstaler - den fra 1984 med de dumsmarte bemærkninger, kan ikke undre.

Åh, hvor havde det gjort godt for Rashid, der på det tidspunkt gik i niende klasse. For hvor var der mange, der havde smidt sårende og uforståelige bemærkninger i hovedet på skønheden fra De Renes Land.

Jeg forstår det så godt. Der er da ikke noget mere sårende end at blive drillet i skolegården, når man nu synes, man bør være hævet over almindelige dødelige.

Jeg forstår så godt, at Rashid har syntes, at det var ubehageligt at blive drillet og især hvis drillerierne var dumsmarte med reference til hendes oprindelse.

Jeg forstår godt, at det er vigtigt for nationen at høre om, hvor såret og uforstående Rashid har følt det, og hvor dejligt det må have været at have selveste dronningen på sin side.

Jeg tror ikke, vi nogensinde hører dronningen udtale sig om, hvor dumsmart det er, når kulturberigere fra fredens religion råber besseluder efter gamle koner med rollatorer, der bare gerne vil ind i Aldi eller Rema for at få fyldt lidt på køleskabets hylder.

Der er jo trods alt grænser for, hvad majestæten skal bruges til og hvilke udskud, hun skal beskæftige sig med. Men hvad så med Rushy Rashid?

Har hun nogensinde gået ud og offentligt taget afstand fra sine landsmænd, når de råber efter gamle koner eller forlanger, at deres børnehavebørn ikke må sidde i nærheden af nogle, der har spegepølse i madkassen?

Hvorfor taler Rushy Rashid ikke dunder til ballademagere fra hendes kulturkreds, der smadrer biler, smider sten efter politiet og ambulancefolk eller voldtager unge piger?

Jeg kunne også godt lide at høre Rashids holdning til en helt aktuel sag. En ung kvinde, der betragter mig som sin mormor, skønt hun har sine etniske rødder i samme kulturkreds som Rashid, fortæller, at nu er det ikke kun unge kulturberigere i weekendernes natteliv, der skubber hende ind i hjørner, kalder hende en beskidt danskerluder, spytter på hende og truer hende på liv og førlighed, når hun færdes i bylivet sammen med sin etnisk danske kæreste, der ikke har klippet sin forhud af.

Nu er det også granvoksne samt ældre mænd i fuld dagslys, der mener sig berettigede. Og kvinderne. Som min pige siger, “så sidder de der på bænkene i deres burkaer og råber efter mig, når jeg sidder sammen med mine veninder og nyder en dejlig sommerdag”.

Mon Rushy Rashid vil være enig med mig i, at den slags dumsmarte bemærkninger ikke hører nogen steder hjemme, eller er hun så meget muslim, at hun finder, at både besseluder og beskidte danskerluder er rimelige tiltaleformer?

Det vil jeg personligt hellere høre om, end om hvor såret og krænket, hun har været over dansk humor og dumsmarte bemærkninger.

De fleste har en mening til sagen fra Brønderslev, hvor 10 børn levede under uhumske og nedværdigende forhold med vold, seksuelle overgreb, kulde, for lidt mad og meget meget mere forfærdeligt, som vi knap kan forestille os.

Nomadefamilier kalder man den slags familier, og de kendetegnes ved at være forsvundet, når kommunen er klar til at skride ind. Og i den nye kommune skal der først bygges en ny sag op, for den gamle ligger ikke på nettet lige klar til at overtages i den nye kommune.

Det er en kendt sag, at sagsakter forsvinder, når de flyttes fra det ene sted til det andet.

Det kan jeg skrive under på, for jeg har været bisidder. Ikke i en børnesag, og der var heller ikke noget med vanrøgt eller den slags. Sagen drejer sig i al sin enkelhed om en ansøgning om førtidspension.

Hvem sagen handler om, er ikke væsentlig. Men sagsbehandlingen er. Og den er mildest sagt under al kritik.

Sagen handler om en kvinde, som vi for nemheds skyld kan kalde Åse, og hun er i sidste halvdel af 40’erne. Hendes voksenliv startede som de flestes. Ud af skolen og skaffe en læreplads i det fag, hun allerhelst ville. Fremtiden tegnede lys og lykkelig.

Svendebrevet kom i hus, og senere et diplom fra en højere læreanstalt, så hun var så godt rustet som hun overhovedet kunne blive.

Som alle ved, er der slanger i Paradis, og i dette tilfælde udviklede hun en multiallergi som reaktion på de flygtige stoffer, der blev brugt i faget. Stofferne er fedtopløselige, så gæt selv, hvordan det er gået.

Hukommelsessvigt, koncentrationsbesvær og tab af færdigheder er nogle af konsekvenserne, og sat sammen med en arvelig fysisk sygdom, skal der ikke meget fantasi til at finde ud af, at denne kvinde burde have haft den pension for mange år siden.

Først sagde hun nej til pension, for hun troede på, at hvis bare hun fik et par piller og fred i et par uger, ville hun komme oven på igen. Det kom hun ikke og en dag blev det meddelt, at hun ikke længere kunne få sygedagpenge.

Nu var hun blevet så realistisk, at hun var klar over, at hun ikke kom tilbage på arbejdsmarkedet, og hun indvilgede i at søge en pension. Mens ansøgningen blev behandlet, hed det kontanthjælp.

Tiden gik, og der skete ikke noget. Omsider meddelte kommunen, at man ikke kunne behandle sagen, for sagen var blevet væk. Hvem der havde smidt den væk og under hvilke omstændigheder var uklart. Journalen var væk.

To år senere blev journalen fundet bagest på en reol på et andet offentligt kontor. Alle oplysninger og speciallægeerklæringer var blevet for gamle, for systemet kan intet foretage sig, hvis man ikke har generet diverse læger mest muligt.

Under processen med at reetablere journalen, forsvandt den igen. Der var flere, der ledte på sandsynlige steder, men den var væk. Denne gang dukkede den op efter blot halvandet år.

Proceduren var ved at være velkendt. Min gode veninde følte sig trådt ned under gulvbrædderne og var på nippet til at opgive totalt. En venlig sagsbehandler noterede i vinter, at ”borgeren søger førtidspension”.

Endelig kom meldingen, at der skulle være en afklarende samtale, og belært af års slendrian, blev jeg spurgt, om jeg ville tage med som bisidder.

Det var godt, at jeg gjorde det. Jeg havde nemlig holdningen, at kommunale medarbejdere havde borgernes ve og vel som førsteprioritet. Jeg troede også, at man kunne vente en kompetent sagsbehandling.

Men det kunne man ikke på Musvågevej i København NV.

På trods af, at sagsbehandleren sad med et stykke papir i hånden, hvor der stod, at ”borgeren søger førtidspension”, skulle den kommunalt ansatte høre, hvad hendes klient havde tænkt sig i fremtiden.

Journalen havde hun ikke. Kun de sidste ark papir, og uden journal kunne hun selvfølgelig ikke gøre noget, og mens hun kunne da godt se, at en speciallæge stærkt anbefalede en pension, så lå denne anbefaling mere end et år tilbage, så det kunne ikke bruges.

Min veninde måtte underskrive endnu en erklæring om, at kommunen må indhente lægelige oplysninger, og nu skal hele forløbet starte forfra. Åse havde en kopi af sin samlede journal med, og den kunne sagsbehandleren godt tænke sig at låne. Bare så den kunne kopieres. Men klog af skade blev der ikke udleveret så meget som en stump papir. Sagsbehandleren måtte selv rekvirere sagen fra et andet kontor.

Jeg er ikke imponeret over Jobcentret på Musvågevej, og det kan godt være, at sagsbehandleren er et hit og en rollemodel i København NV, og det vil hun nok også være i København N, i Vollsmose, Gellerup, Mjølnerparken og hvad de steder ellers hedder, men det vil hun ikke være andre steder.

Imens Københavns Kommune smider folks journaler væk og i tilgift optræder hovent og arrogant overfor deres borgere, så er vi nogle stykker, der betaler ikke så lidt i skat for at opretholde dette cirkus.

Selvfølgelig skal en ansøgning om førtidspension vurderes grundigt, inden der siges ja, og selvfølgelig skal kommunale medarbejdere ikke optræde som støttepædagoger og lege klappe kage med borgerne, men man kan som et minimum forlange, at de ikke smider folks private papirer væk.

Tilbage til sagen fra Brønderslev, forstår jeg godt, at følelserne sidder uden på tøjet. Sagen er en af de mest groteske i mange år. Jeg så udsendelsen forleden, hvor familiens to ældste børn fortalte om de forhold, de levede under, og forskellige kommunale medarbejdere, der fralagde sig ansvaret.

Jeg bemærkede en, der forklarede, at når en journal sendes til en ny kommune, så forsvinder der typisk en del af den. De forsvundne akter må forsvinde ud i det sorte hul, hvor kuglepenne, sokker og den slags forsvinder hen. Og måske er det sorte hul simpelt hen overfyldt af forsvundne sagsakter fra Musvågevej.

Det tror jeg på.

Vi kommer ikke til at kede os på fredag. Os, der er vilde med Pomp and Circumstance skal selvfølgelig se det kongelige bryllup i London. Tænk, at Dianas søn er blevet en voksen mand, der nu siger ja til sin udkårne.

Er der noget englænderne kan, så er det alt det med at gøre en formæling mellem to unge og forelskede mennesker til århundredets største begivenhed.

Er der noget, som organisationen Boycot Israel kan, så er det at gøre sig selv til grin. Mens normale mennesker har travlt med dagens dont, render de organisationens medlemmer og sympatisører rundt som forvirrede vandhøns, mens de opfordrer forbrugere til at lade være med at købe israelske varer.

Står det til vandhønsene, så kommer der ingen israelske kartofler på danske middagsborde på fredag, og der skal heller ikke fortæres noget som helst andet med oprindelse i Israel.

Og hvorfor så det, kunne man passende spørge.

“Jow, for det er sådan, at før 1948 var der et prægtigt land, der hed Palæstina. Det var selvstændigt og havde en blomstrende kultur, var så tæt på et jordisk paradis, som noget sted kunne komme. Folket sang og trallede fra gry til mørkning. Og så kom de fæle jøder og stjal de flinke  palæstinenseres land.”

“Jamen altså, det er jo ikke fordi nogen har noget imod jøder, det er kun zionister, vi ikke kan lide, og jøderne er skam flinke mennesker, de hører bare ikke til i det land, hvor deres forfædre knyttede bånd og byggede templer så prægtige, at der stadig tales om dem. Jøderne kan bare skruppe til Rusland eller til Tyskland. Eller til helvede”.

Det er nogenlunde de argumenter, man kan regne med at høre, når man klemmer vandhønsene lidt på maven, og bliver man ved med at klemme dem lidt, så vælter det ud med modvilje mod kartofler, figner, oliven, appelsiner eller fugtighedscremer.

Ikke en eneste snakker om at skrotte computere med Intel-prosessorer, Windows-produkter, ligesom der er nok heller ikke nogen, der vil smide mobilen på lossepladsen.

Forleden mødte jeg en bekendt af den ædle og menneskelkærlige slags. Om han er blandt dem, der skal rende rundt og lave kunster på fredag, ved jeg ikke, men jeg har ham mistænkt for at nære sympati for den slags boycot-aktioner. Som vi stod der på byens hovedgade og udvekslede nyheder fra både jobfronten og privatsfæren, hev han en helt ny mobil op af lommen og viste den med åbenbar glæde.

- Ved du hvad, der er sgu over 17 millioner pixel i kameraet, fortalte han stolt.

Gad vide, om han ved, at kameramobiler er opfundet af det israelske militær?

Hvis man virkelig mener noget med sine politiske budskaber, så skal man da ramme fjenden, der hvor det for alvor gør ondt, og det er ikke kartoffeleksporten. En stor del af den israelske eksport af frugt og grønt produceres af palæstinenser, der afsætter deres varer gennem kooperativer.

Hvis det var mig, så ville jeg aldrig røre en computer, der indeholder komponenter, der betaler licens til Israel, og jeg ville heller ikke være med til at gøre israelske militære opfindelser til noget smart must have. I forskellige farver og med forskellig lyd. For ikke at snakke om virusbeskyttelser og firewalls.

Jeg ville også sige venligt men bestemt nej tak til dimser, der skydes ind i årerne ved hjertet og forhindrer blodpropper, og ikke tag mig det ben ud af skabet om jeg ville sluge en kamerapille. I tilfælde af tarmsygdomme, så vil jeg da insistere på at gennemgå den mest ubehagelige undersøgelse af alle ubehagelige undersøgelser.

At gøre sig til grin er der vel også nogle, der skal. Om ikke andet, kan vi andre prise os lykkelige over, at vi ikke render rundt på torve og gadehjørner og skaber os tossede.

En kær veninde har fået tindrende øjne og blød nougat på stemmebåndene.

Vi veninder kan godt lugte lunten, og vi har mistanke om, at det kan ende med en Lily-model, og hvad så med os brudepiger?

Engelske og amerikanske bryllupper er ikke rigtige bryllupper uden brudepiger klædt i lyserødt og med pufærmer. Uanset pigernes alder og livvidde. Og da vi er præget af en amerikaniseret kultur, så er vi selvfølgelig indstillet på at følge trenden og møde op i lyserødt - selv om vi alle er bedstemødre.

Nu melder spørgsmålet sig? Der skal da nogle meter lyserødt tyl til, ikke sandt? Kan man være sikker på, at man kan skaffe det i butikkerne, eller er der en prid under opsejling, så markedet er støvsuget?

Allahs sendebud (saw) sagde: “Dommedagen kommer ikke før muslimerne kæmper imod jøderne. Muslimerne vil slå dem ihjel i en sådan grad, at jøderne vil gemme sig bag træer og sten. Så vil træer og sten sige: O Muslim, O Allahs slave, der er en jøde bag mig kom og slå ham ihjel”.

Således lyder en hadith-tekst af Bukhari.

Om det er denne hadithtekst, et par tilhængere af fredens religion havde i tankerne, da de for nogle dage siden trænkte ind i huset til en jødisk familie, der lå og sov i deres senge i byen Itamar i nærheden af Nablus i det område, som Jordan annekterede i april 1950 og som Israel erobrede under seksdageskrigen i juni 1967.

Forældrene og tre af deres børn på 11 år, tre år og babyen på tre måneder blev brutalt myrdet. En to-årig overlevede og kunne ikke forstå, at han ikke kunne vække sine forældre. Familiens 12-årige datter, Tamar, var ikke hjemme, da familien blev overfaldet.

Historien er brutal, men den er ikke enestående. Før Israel opførte sikkerhedshegnet var terrorangreb en næsten ugentlig forteelse.

Itamar ligger i et arabisk domineret område - det som officielt kaldes Vestbredden. Her lever små enklaver af - oftest meget religiøse - jødiske familier, og deres situation er, at de er nødt til at leve med optimale sikkerhedsanordninger.

Drabene i Itamar sender en forbindelseslinie til Danmark og nærmere til Københavns Rådhus. Socialborgmester Mikkel Warming (Enhedslisten) og hans politiske kammerater har været oprørte over, at sikkerhedsfirmaet G4S havde etableret et vagtselskab på Vestbredden for at beskytte civilbefolkningen.

Det var for skrap kost for empaterne og humanisterne på Københavns Rådhus, så der blev sat massivt ind. Københavns Kommune truede med at opsige samarbejdet med G4S, hvis man ikke holdt op med at servicere civilbefolkningen på Vestbredden. NGO’ere med hjertet på rette sted har skarpt kritiseret det multinationale selskab.

Det lykkedes Mikkel Warming og hans kammerater at få G4S til at trække sig.

Den vellykkede operation og blot fire timer efter indløb nyheden om drabene på den jødiske familie. Ifølge bloggeren Bernard Tanggård (uddannet lærer.
Hebraisk- og Mellemøststudier fra Københavns Universitet & The International School for Holocaust Studies at Yad Vashem, Jerusalem.
Tilknyttet tænketanken “Jerusalem Center for Public Affairs”) , der har lånt blogplads hos Firoozeh Bazrafkan i Jyllands Posten blev tilbagetrækning og drab fejret med gratis blomster og uddeling af slik.

Bloggen fik mange kommentarer. Rigtigt mange. Nogle kendte debattører benyttede lejligheden til igen igen at bide sig fast i deres yndlingsfjenders struber, og bølgerne gik højt. Det er altsammen som det skal være.

En del med udenlandsk klingende navne blandede sig også i debatten, og det føg med kommentarer som Iraner Kvinde: Hvor er det dog synd for jøde-babyen tud tud! det er så synd for jøden! jeg er ved af græde tud tud. Eller denne sproglige perle: Iraner kællningen er en landsforæder og en brugt luder.

En lille fin detalje er denne: Jeg arbejder for den iranske ambassade, bare vent til at du vender tilbage til Iran, så skal vi nok se hvad der kommer til at ske din lille Zionist.

En nyligt sporet trend er at debattere under danske navne, men syntaks, stavning og tankegang afslører, at det ikke er Jette, Tina eller Jørgen, der har beriget debatten med følgende: Til Firoozeh, jeg beder til at frihedskæmperne i Palæstian også dræber dig din lille luder, som de gjorde ved jøde-aberne.

Når vi nu er i gang, ville det da være synd og skam at gå glip af Du er ikke andet end en fed luder som bure hænges! din klamme møgbitch må du brænde op i helvede! Jeg ved hvor din familie bor…..  eller dette fra en rigtig menneskeelskende humanist: Jeg er så glad for den døde jødiske familie! alle jøder skulle være dræbt! klamme sæk………. du burde drunknes din ækle jøde elskende luder.

Empati og rummelighed er bare det bedste, vi ved, ikke sandt? Og denne debattør tager dagens guldmedalje for denne kommentar: Pas nu på vi ved også hvor dine børn gå i skole…. skal de lide amme skæbne som jøde-børnene-abene i Israel?

Fred på jord og kosmisk kærlighed til alle. Shalom.

I debatter har jeg ofte fået skudt i skoene, at jeg ikke tåler at blive sagt imod, og de første år var jeg fuld af forundring over sådant noget sludder. Så pakkede jeg forundringen sammen og blev blind og døv over for den slags udsagn.

Altså lige til i aftes, hvor jeg stødte på det igen. Fremsagt af et yngre familiemedlem over et spontant rend sammen over, hvad huset formåede.

Vi havde det utroligt hyggeligt og snakkede lidt om det ene og det andet. Så faldt snakken på soldaterne i Afghanistsan, der ikke længere må få lun ribbenssteg, frikadeller, leverpostej, sylte til jul og alt det andet, der kendetegner et godt dansk frokostbord.

Engang i forrige århundrede var jeg på besøg hos de fredsbevarende tropper i Bosnien, og her fortalte køkkenchefen stolt, at køkkenet selvfølgelig rådede over en ikke ubetydelig mængde remoulade. Alle ved jo, at netop remouladen er en dansk opfindelse, der bruges flittigt. Og så var der selvfølgelig også leverpostej og spegepølse.

Soldaterne fortalte, hvor rart det var med noget velkendt mad, når man nu skulle være væk hjemmefra så længe. Forresten havde de også en vaskeægte pølsevogn fra Steff Houlberg, hvor man kunne indtage et par indianere med kano plus noget at dyppe i. Og en coccio.

Jeg udtrykte min forargelse over, at man fjerner svinekødet fra den mad, soldaterne skal have, og jeg luftede også min forargelse over, at danske krigsskibe skal sejle rundt med koraner og bedetæpper, så de kunne yde service til pirater, der blev taget til fange.

Snakken vævede rundt omkring flere aktuelle emner, og så var det, at det yngre familiemedlem gjorde mig opmærksom på, at alt det med svinekød, koraner og bedetæpper ikke har noget med islam at gøre.

Det er nemlig sådan, forklarede han, at de første nedskrevne koraner ikke havde omlyde, så betydningen kunne være helt anderledes. Der har været en udsendelse på Discovery, hvor en ekspert forklarede, at de manglende omlyde betød, at for eksempel det med, at kvinder skal dække sig til, med lidt andre omlyde lige så godt kunne betyde “Ær din kone”.

Det yngre familiemedlem slog med nakken, og så burde den ged være barberet. Jeg forklarede, at omlyde eller ikke omlyde, så har de ikke været til debat nogen sinde, og skrifterne betyder nu engang det, som skrifterne betyder.

- Nå ja, men du bliver ved med at blande koranen og sharia sammen. De to ting har ikke noget med hinanden at gøre, og det ved jeg, fordi jeg har snakket med en muslim, og han forklarede, at danskerne tog helt fejl af islam, for der er meget smukt i islam, lød det fra det yngre familiemedlem.

Jeg bad ham give tre eksempler, men det var han ganske uvillig til, og i stedet kom det med fynd og klem:

- Du kan ikke tåle at blive sagt imod. Bare fordi du har læst noget på nettet betyder det ikke, at du er klogere end en muslim.

Nu forstår jeg mange ting meget bedre. Jeg så endda i levende live, hvad det var, der fik ham op i det røde felt. Det var, da jeg bad om eksempler på udsagnene.

Hvad bilder jeg mig også ind. Tænk at have den frækhed at spørge, hvem eksperten i Discovery kunne være, og tænk at antyde, at en muslim måske har en interesse i at lægge låg på berettigede spørgsmål til sharia.

Det skal for fuldstændighedens skyld nævnes, at jeg også er stødt på den med manglende vokal-anmærkninger, der kan vælte teksterne, men det er vist ikke noget, man umiddelbart at kan bruge i islam- eller korandebatterne.

Sådan som jeg forstod det, så var det noget med, at de første koraner blev skrevet på det, der stort set var det fælles skriftssprog i regionen, og hvis man sætter vokaler ind efter hebraisk og/eller aramæisk skik, så betyder skrifterne noget andet.

Det kan jeg selvfølgelig godt se en pointe i, men så længe, at verdens 1,3 milliarder muslimer ikke tillægger hebraisk/aramæisk vokalbrug en afgørende betydning, så tillader jeg mig at betragte eksperten fra Discovery som et interessant bidrag, der dog ikke kan ændre på den aktuelle situation.

Det er forskelligt, hvordan man har det med leverpostej. Nogle bryder sig ikke om det, og så er der os andre, der er vilde med det.

Enten helt uden dikkedarer - altså et stykke rugbrød og så noget leverpostej oven på. Velbekomme.

Men leverpostej er nu også dejligt med en stribe remoulade eller lidt mayonnaise. Eller rødbede. Eller rødkål.

Dyrlægens natmad er skam heller ikke at foragte. Her indgår leverpostej en symbiose med sky og saltkød. Fantastisk.

Klassikeren over alle klassikere skal ikke glemmes. Lun postej med bacon og champignoner.

De danske soldater i Afghanistan ryger ind i et mangelproblem nu, for kloge hoveder har fundet ud af, at de slet ikke må få svinekød mere. Vistnok i den mellemfolkelige forståelses navn.

Så vidt som jeg har forstået, så er det ikke den afghanske regering, der har gennemtrumfet forbuddet, men dekretet kommer fra hjemlige empater. Måske står der en og stamper i kulissen. Det kan man ikke vide.

Selvfølgelig kan man lave dejlig mad uden svinekød. Jeg kan for eksempel rigtigt godt lide mellemøstmad, og her bruges okse, lam eller kylling. Jeg kunne godt tænke mig, hvis nogen ville importere noget frossent kamelkød - sådan for autentitetens skyld.

Nå men. For de danske soldater bliver det et vemodigt farvel til leverpostej, bacon, trestjernet salami, ribbessteg, frikadeller, medister og ikke mindst krebinetter. Og så har jeg slet ikke nævnt stegt flæsk.

I en anden del af verden går det også godt. Pirater, der har skabt en lukrativ forretning ved at stjæle skibe og skibslaster, myrde besætningsmedlemmer og troskyldige lystsejlere, skal selvfølgelig belønnes for deres virkelyst.

Når danske krigsskibe i regionen for fremtiden tager disse entreprenante iværksættere ombord, skal de selvfølgelig have koraner og bedemåtter til rådighed. Alt andet vil være et brud på deres menneskerettigheder.

Sådan er der så meget.

Det er hyggeligt og trygt kun at omgive sig med mennesker, der deler ens synspunkter og holdninger, men hvis vi allesammen sidder angste bag låste døre og nedrullede gardiner vest for Valby Bakke for ikke at se en mødklødet eller en tyldindpakket priddeltager med håndled som kastagnetter, så går man jo i stå.

Derfor deltager jeg i debatter både her og der, og jeg kan også godt lide at læse blogs. Også de ensommes.

Der er ikke noget som overdrivelse, der fremmer forståelsen.

Sådan en har jeg lige læst, og det gør ondt helt ind i min empatiske menneskekærlige sjæl. Hvor er det trist, når et menneske, der ellers i sin grundform havde en del at byde på men smed det hele på jorden en mørk aften i Ørstedsparken. Man forstår selvfølgelig bitterheden og raseriet mod dem, der var klogere, men ….

- Spejl, hører jeg til min forbløffelse, at forældre til teenagere fortælle er podernes automatreaktion, når der sættes begrænsninger for deres udfoldelser.

Og spejlet kunne passende sættes op for den demokratiforskrækkedes ansigt.

Først tages Malmøs borgmester og en unavngives arbejdsmarkedsforsker til indtægt for en analyse af, at hele Øresundsregionens vækst daler på grund af  Danmarks ry som fremmedfjendsk.

Dernæst underholdes potentielle læsere med, at bloggeren Morten Uhrskov har meldt sig ud af DF, fordi partiet ikke var fremmedfjendsk nok. Selv udtalte Uhrskov i forbindelse med udmeldelsen, at det skyldtes uenighed om stram eller slap udlændingepolitik, men det er jo noget andet. Fremmedfjendsk har ligesom lidt mere pondus, ikke sandt?

Samme Uhrskov skulle ifølge ifølge den angste og bitre, der så dårligt tåler andres meninger, have skrevet en forarget klumme om, at et fremtrædende medlem af Sverigesdemokraterne er blevet ekskluderet af sin fagforening på grund af nazistiske holdninger.

Læs Morten Uhrskovs klumme og vurder den selv.

Og så går det ellers over stok og stem med forargelse parret med raseri mod dem, der mener noget andet end, at vi allesammen får det så dejligt, når islam kommer til, og der er slet ikke nogen bøsser, der dingler i kraner eller kvinder, der stenes til døde, og vi skal dælme  nok få de underfrankerede minimalhjerner på bedre tanker.

Skal vi lige kaste et blik på, hvad vi ellers er blevet underholdt med fra den angste og bitre sådan bare inden for det sidste års tid eller så:

Om Pia Kjærsgaard:

Nogen må  sørge for at skaffe noget hjælp til denne kvinde, som efterhånden er kommet så langt ud i sin patologiske angst, at hun må anses for direkte utilregnelig og hinsides al fornuft.

Om den fremmedfjendske højrefløj:

Og både her og der lider store dele af befolkningen under disse folkevalgte narrøves manglende kompetence, empati og intelligens.

Om Dansk Folkeparti:

Der er lande, hvor man ryger bag tremmer for at ytre sig som DF ofte gør. Men her i Danmark mødes DF’s utallige lorte-lugtende prøveballoner kun af et skuldertræk.

Om Jesper Langballe og de andre fascister, der springer ud af skabet som homo-hadere:

Nu ved vi, hvor vi har jer. Og vi vil kæmpe mod jer til vores sidste dag, I hadefulde svin.

 Og så snakker vi slet ikke om en demokratisk valgt politiker, der fremstilles som nazi-babe.

Hvis det ikke var så trist, ville det være underholdende.

Sproget er fantastisk, ikke sandt? Vi kender det vel allesammen, at vi nyder at læse en godt skrevet beretning. Således pløjede jeg mig for nylig gennem en murstensroman, og da jeg havde konsumeret det sidste punktum i beretningen, begyndte jeg forfra. Bare for at nyde sproget.

Når man som jeg bruger en del krudt på debatter på nettet, bliver man jo præsenteret for mildt sagt alternativ sprogdannelse eller simpelt hen fordrukken sludder. Men der er sandelig også perler imellem. Blandt andet denne, som jeg er misundelig over ikke at være ophavskvinde til.

Vor Herre opfandt kastrationsangst, da han erkendte sin fejlplacering af hanners hjerner.

Kommunikationsmedarbejdere på rådhuse og alle mulige andre steder har til opgave at sørge for, at kommunikationen ud til borgere/brugere er korrekt og præcis. Det må man sige, at medarbejderen på Københavns Rådhus opfylder til fulde med denne perle:

Det koster noget at stille sig ud på vippen og være fremadrettet.

Helt almindelige og ualmindelige hverdagsdanskere giver også deres besyv med om aktuelle emner.

Et af de meget diskuterede emner er islams march, og her lægges der ikke fingre imellem, når det handler om at bevise, hvor slem den islamiske trussel er eller ikke mindst, hvor fredelig og smuk religion, som islam i virkeligheden er.

En utrættelig debattør slår fast:

Du har stort set ikke bestilt andet end at kæde koranen sammen med alt hvad der bare lugter af islam.

En pensioneret skolelærer, der har hjertet på rette sted og har drukket af blækhuset påstår insisterende:

Frygt er hvad der driver de små fremmedfrysende fattige sjæle.

Nu handler alle debatter heldigvis ikke om islam.  Kristendommen og dens oprindelse tages også under kærlig behandling. En mand med hat og med en usynlig kanin ved navn Aslam ved godt, hvordan det hænger sammen:

Det er fuldstændig rigtigt at de første der troede på Messias, var en slags Kristne, men ikke før Kristus kom til (Jesus) blev det til Kristendom.
Jeg husker ikke lige hvad de blev kaldt, men vist nok Agnostikere, der stammer fra Græsk. Mange ord fra den gang var græske forøvrigt. 

Så ved vi det.

Hvad er kristendom egentlig? Hvad er islam? Det er der en debattør, der kan give svaret på:

Kristendommen som vi har i danmark i dag er en modereret udgave af katolicismen og katolocismen en en anden udgave af den muslimske tro.

DF er også et populært tema i netdebatterne. Fra en af venstrefløjens stolte døtre, som nok skal gøre sagen ære, stammer denne dybsindighed:

Og glem ikke, at det nuværende DF blot en gendannelse af det gamle nazistparti fra 2. verdenskrig, der foragtede og jagtede intellektuelle, homoseksuelle og andre landsforrædere mmen med deres tyske venner. Samme landsforrædere der blev hyldet som modstandsfolk efter krigen!!

Var der nogen, der sagde berettigede Pisa-undersøgelser?

Fremmedord er svære. Hvad laver en nekrolog egentlig? Det spørger en navnkundig debattør med ansvar for et barn og med stemmeret også om:

Er en nekrolog ikke sådan en der boller med døde?
Underligt noget at kalde ham…
Det kan I vel ikke vide noget om…

Min yndlingsleverandør skal ikke forbigås i tavshed. Som et apropos til de svære fremmedord slår han følgende udødelige udsagn fast:

Der er vel nærmere en dynamisk og reciprok relation mellem klasserne.

Det var også ham, der formulerede en af mine til alle tider yndlingsvåserier:

Hvor stor er trudslen? Det kan ingen svare på.
Jow jow… PET siger “Den er stor”… OK, hvor stor? Hvor lang er en snor?

Er livet - og sproget -  ikke bare dejligt? Eller som min yndlingsleverandør ville have udtrykt det: Fut fut, nu kommer toget.